Begravelse og bisættelse

Når en person dør, skal man som pårørende tage stilling til en masse spørgsmål og ordne mange praktiske ting. De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse.

Som pårørende skal man anmelde begravelse/ligbrænding til begravelsesmyndigheden - det vil sige sognepræsten i det sogn, hvor den afdøde havde bopæl.

Som pårørende tager man stilling til, om den afdøde skal begraves eller brændes, hvor det skal foregå, og om en præst skal medvirke ved begravelsen. Afdødes medlemskab i folkekirken tages som regel som udtryk for et ønske om kirkelig begravelse/bisættelse.

Forud for en kirkelig begravelse/bisættelse har sognepræsten en samtale med de efterladte, hvor man blandt andet taler om den afdødes liv og om hvilke salmer, der skal synges i kirken.

Askespedning

Den afdødes aske kan blive spredt over åbent hav, hvis afdøde skriftligt har tilkendegivet et ønske om det.

På borger.dk kan du finde en blanket Spredning af aske over åbent hav, som du kan udfylde og printe ud. Læg den udfyldte og underskrevne blanket sammen med dine øvrige papirer, som de efterladte får brug for.

Det er muligt at tilkendegive sit ønske om askespredning på almindeligt papir. Du skal blot sørge for at dit navn, adresse og cpr. nr. er anført på dit skriftlige ønske. Husk datering og underskrift.

Kravet om, at afdøde selv skriftligt skal have erklæret et ønske om at asken skal spredes over åbent hav, kan fraviges, hvis der ikke er tvivl om, at det var afdødes ønske. Det er begravelsesmyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fraviges.

Askespredningen skal foregå over åbent vand, det vil sige over havet eller over større fjorde eller bugter. Det er ikke tilladt at sprede asken over en sø. Det er de efterladte, som skal sørge for at få asken spredt, og spredningen af asken skal foregå på en måde, der ikke vækker opsigt. Det er ikke tilladt at sænke urnen med aske i havet.

De tilladelser, som Kirkeministeriet har givet frem til udgangen af 2008, vil fortsat være gældende. Hvis du allerede har fået en tilladelse fra Kirkeministeriet til, at din aske til sin tid kan spredes over åbent hav, så gælder denne tilladelse stadig, og du skal ikke foretage dig yderligere. 

Love, bekendtgørelser mv. vedrørende begravelse og ligbrænding kan læses på retsinformation.dk.

Hellevad og Ørum Kirkegårde

Bemærk at alle regninger fra Hellevad og Ørum Kirkegårde sendes over e-Boks. Dem, som ikke er tilmeldt e-Boks får stadig tilsendt per brev.